Blue Berry Hill's kernefilosofi er, at uddanne ryttere og instruktører, der gennem vidensbaseret hestetræning og de bedste elementer fra horsemanship, akademisk ridning, klassisk dressur og moderne konkurrenceridning, kan frembringe sunde, arbejdsvillige og velafbalancerede heste til respektfulde ryttere med passion, indføling og rideglæde.

Vi arbejder ud fra en læringsplatform, hvor Susans mangeårige konkurrenceerfaring på internationalt niveau komplimenteres af et samarbejde med dygtige forskere og dyrlæger, et 'praktiker-medlemsskab' af International Society of Equitation Science hvor forskning hele tiden stræber efter at øge vores faktuelle viden om træning af heste og herigennem forbedre deres vilkår som rideheste. Sidst men ikke mindst, så består vores læringsplatform af de bedste elementer, øvelser og filosofier fra andre træningssystemer.

Vi vil gerne bygge bro mellem alle de forskellige retninger og lader os inspirere fra alle sider, så længe træningen bidrager til sunde, arbejdsvillige og velafbalancerede heste.

 

Træningen tilrettelægges ud fra fra BBH Balancemodellen herunder. 

Det er individuelt hvor i balancemodellen, ekvipagen har behov for at fokusere først.
Det vi er særligt gode til her på BBH er, gennem mange tusind timers praktisk erfaring, at vurdere præcist hvilket område, der har først og mest behov for en træningsindsats.

 

BBH's Balancemodel

De 4 bærende søjler i balancemodellen er Læringsteori, Anatomi/biomekanik, Rytterens Mindset og Management. 

Læringsteori

Hesten skal først og fremmest forstå hvad det er vi gerne vil have den til. Adfærd gentages når den bliver forstærket og aftager hvis den ikke længere bliver forstærket. Hos BBH findes der ikke frække eller uartige heste, der prøver rytterne af. Heste udviser uønsket/uhensigtsmæssig adfærd fordi de enten er blevet forstærket for den pågældende adfærd, er frustrerede/forvirrede, er endt i en motivationskonflikt eller bedes om at yde noget de fysisk ikke kan levere. Når træningen er korrekt tilpasset den enkelte hest er hestene villige, afbalancerede og fokuserede og kan rides for helt lette hjælpere. Hesten skal have forståelse for basissignalerne der inkluderer ’gå frem’, ’stop’ og ’drej’. Rigtig mange ”adfærdsproblemer” der ikke stammer fra smerte, opstår når hesten bliver ”signalforvirret”. Hos BBH løser vi derfor ikke uhensigtsmæssig adfærd med øget pres, men går tilbage til træning af hestens basissignaler og tjekker om grundforudsætningerne er opfyldt.

Anatomi/biomekanik

Den vigtigste forudsætning for at hestens kan arbejde sundt, er at dens krop er afspændt. Herfra udvikles energi, styrke og spændstighed. Afspænding kan ske når hesten er i balance. Både forparts/bagparts balance men især højre/venstre balance er vigtig at have fokus på. Hos BBH starter vi med at fokusere på hestens forpartsbalance, fordi forbenene skal kunne flytte sig for at give plads til bagbenenes placering. Det er umuligt at bede bagparten arbejde, hvis forparten står i vejen og energien vil stagnere og skabe spændinger i hestens krop. Vi skelner mellem ”form” og "funktion” og ønsker at hestens visuelle form, er et resultat af hvordan hele hestens krop arbejder. Derfor beder vi ikke hesten indtage en bestemt form. Gennem at tilpasse hestens tempo, ligeudrette den og hjælpe den i selvbalance, skaber vi muligheden for at den kan søge ind i den facon hvor den arbejder afspændt og balanceret. Dette gøres både fra jorden og under rytter og vi se forskelligt ud, fra heste til hest afhængigt af dens eksteriør og medfødte formåen. Man kan ikke tvinge sig til afspændthed eller løsgøring og derfor bruger vi ikke fikseringstøjler ("hjælpe"tøjler) af nogen art. 

Rytterens Mindset

Hestens centralnervesystem er veludviklet og følsomt. Det betyder at hesten opfanger stort set alle små udsving i rytterens krop. Vores krop reagerer instinktivt på vores tanker og derfor er det ekstremt vigtigt at være bevidst omkring vores mindset og kunne styre os selv tilbage i ”sikker havn” hvis vi er kommet på afveje. Hvis vi ønsker den bedste version af vores hest, skal vi altså tilbyde hesten den bedste version af os selv. Her på BBH har vi fokus på at rytterne skal være 100 % tilstede i træningen og konstant øve sig i at ryste følelser som frygt, irritation, utålmodighed og præstationsangst af sig og erstatte dem med tålmodighed, forståelse, indlevelse og rideglæde for at motivere hesten til at være med i projekt træning. Vi arbejder målrettet med intentionen som et "forvarsel" til det egentlige signal og det betyder at hestene kan lære at reagere på de allermindste hjælpere, nemlig rytterens tanke om et signal.

Management

Hvis man ønsker en hest der er i stand til at præstere i ridningen, så kræver det at hesten har optimale betingelse for fysisk og mentalt velbefindende, resten af døgnets timer. Hesten skal have foder der er tilpasset dens arbejdsindsats. Den skal have rigeligt grovfoder, der tilgodeser dens behov for tyggetid. Alt dens udstyr skal være veltilpasset og vigtigst af alt, så skal den lukkes på fold og have mulighed for at få dækket sit naturlige behov for frihed. Hos BBH kommer alle heste dagligt på fold i større eller mindre foldgrupper, for at sikre fri bevægelse og mulighed for social stimulation. En velstimuleret hest har langt lettere ved at være fokuseret og motiveret i træningen og arbejder med et sundere fundament.

 

Balance skaber rideglæde

Netop fordi hver enkelt hest er unik og skabt af sit medfødte temperament og alle de oplevelser den har fået undervejs i sin tilværelse, vil det variere hvor i balancemodellen, træningen først skal sættes i gang. Det er sjældent der hvor vi ser symptomet, at træningen skal startes.

Der kan være et eksempel hvor en hest ikke træder godt nok ind under sin krop med bagbenene og rytteren forsøger at drive bagparten ind. Måske skal træningen starte et helt andet sted. Det kan være hesten har brug for at få en længere tøjle i en periode, for at kunne strække halsen og bruge overlinjen bedre. Hvis hesten er lidt i ubalance og sætter farten op når tøjlen løsnes og rytteren i virkeligheden er lidt utryg så skal træningen starte med rytterens mindset. Rytteren skal være tryg for at kunne løsne på tøjlen, ellers skaber det andre spændinger, der vil smitte hesten med det samme. Det kan være at hestens forståelse for stop-signalet også skal forbedres for at man kan skabe en situation, hvor rytteren er komfortabel med at give hesten længere tøjle. Måske opdager man i arbejdet med at lære hestens at standse/stå stille, at den har meget svært ved at koncentrere sig og ved at lære nye vane og det kan være der skal kigges på nogle grundforudsætninger for at hjælpe hesten bedre.

Træningen er på den måde kommet hele vejen rundt, og har årsagsbehandlet, for at løse det oprindelige symptom. 

 

Dig i fokus, så du kan fokuserer på din hest!

 

På Blue Berry Hill, kan du finde dig selv, lige meget på hvilket niveau du er, eller ønsker at være.
Vi tilbyder udvikling på mange planer, fra individuel undervisning, til kortere ophold, træningsuger eller vores attraktive instruktør uddannelse, for dig der drømmer om at inspirere og videregive viden til andre ryttere.

Share

Seneste Nyt

Gratis træning af din springhest i 3 dage

Ejer du en springhest og har du lyst til at få den trænet gratis i 3 dage, med fokus på at forbedre din hests springteknik?

Så er det måske din hest vi har brug for, når de basisinstruktører, som er igang med BBH Træner overbygningen, skal til eksamen i uge 28.

Read more...

fb Følg Blue Berry Hill på Facebook

Kursus

Kursus med Amanda Barton

06. - 07. juni 2017

Drømmer du om mere samhørighed med din hest?

Amanda Barton arbejder tålmodig og roligt med at forbedre samarbejdet mellem rytter og hest. Hun hjælper rytteren til at få styr på tankerne og få en afspændt krop. Derudover  viser hun hvordan hesten kan lære at holde fokus på sin rytter i stedet for på det der sker i dens omgivelser.

Read more...

Nyeste artikel

Gakkede gangarter, benflytning og balance

Grissepas, gangsalat, myldreben, og taktforvirring er bare nogle af de mange ord, jeg oplever, der bliver brugt når de islandske heste, har svært ved at finde den rene takt i en given gangart. Takt er vigtigt på alle hesteracer, både 3 gængere, 4 gængere og 5 gængere, fordi den rene takt indikerer at hesten arbejder symmetrisk og i balance.

Read more...