Hvis din hest er død, så stå af den!
Hvis din hest er død, så stå af den!
Sådan sagde foredragsholder og vanebryder Torben Wiese, en gang til et foredrag jeg var til.
Det lyder dramatisk, men udsagnet er en metafor, der dækker over, at hvis det du gør ikke virker, så skal du gøre noget andet.... Hvis det du gør ikke virker,- så skal du gøre noget andet!!
Sådan er det også når vi taler om hestetræning. Jeg oplever ofte ryttere, der sidder fast i en frustrations spiral med deres hest og kommer til at gøre det samme igen og igen.. Eller ryttere der tidligere har haft succes med én træningsøvelse på en hest og så forsøger at få den til at virke på alle de andre heste de møder,- måske uden succes.
Når jeg underviser de kommende basisinstruktører, er noget af det jeg siger oftest, "Spørg hesten! Den skal nok fortælle jer om det I er i gang med er rigtigt". Det handler ikke om at have et fast træningsSYSTEM, men om at forstå principperne bag funktionen af hestens hjerne og hestens krop, for derved at designe det bedst mulige træningssetup for den enkelte hest/ekvipage.
Jeg vil give et eksempel.
Jeg underviser en dame, som havde en ganske sensibel unghest, der var frygtsom for de fleste ting i dens miljø. Det gjorde det lidt besværligt at ride, når hesten hele tiden tøvede med at nærme sig hjørnerne, ting på barrieren, blomster ved hegnet osv. Rytteren havde prøve at drive hesten frem, hver gang den stoppede op og tøvede, men det blev ikke rigtig bedre.. Måske blev det i virkeligheden værre og værre..
Jeg tror, at der skete det, at hesten koblede sin utryghed sammen med ubehaget ved at blive drevet kraftigt på og derfor blev den mere stresset og heraf endnu mere skeptisk overfor ting der så farlige ud i miljøet. Den koblede farlig ting = fysisk ubehag = så meget desto mere grund til at være på vagt.
Derfor designede vi et træningssetup, hvor rytteren lod hesten komme ned i tempo, når den så noget der gjorde den utryg, for at give den tid til at registrere og måske endda undersøge det 'farlige'. I en periode tilførte vi også en godbid, hvis den gik hen i nærheden af det 'farlige'. Efter nogle træningsgange, begyndte hesten at forbinde de 'farlige' objekter med foder og dens frygt aftog og den blev lettere og lettere at ride. Til slut var problemet væk.
Omkring 1 år efter, kom den samme rytter til mig med en af sine andre heste. Den havde ligeledes problemer med at den skulle kigge på alle ting i miljøet når hun skulle ride. Hun havde prøvet den samme fremgangsmåde, som vi havde trænet med den anden hest, men hun syntes at det faktisk blev værre og værre. Denne hest var ikke så frygtsom som den første hest,- den var faktisk lidt mere til den "dovne" side, så rytteren kunne ikke helt forstå hvorfor den blev mere og mere opmærksom på flere og flere ting..
Det viste sig at denne hest ikke var særligt motiveret for bevægelse og derfor nød at holde pause!
(måske har du allerede gennemskuet pointen nu?)
Fordi hesten oplevede pauser som en stor belønning og den havde opdaget, at den fik tildelt en pause og måske endda en ekstra belønning i form af en godbid, blev den mere og mere motiveret for at udføre "kigge adfærden". Da rytteren så ændrede sit setup til at drive hesten videre frem og vende tilbage til det de var i gang med, når den kiggede på ting, aftog adfærden ganske hurtigt, fordi hesten ikke længere følte sig belønnet.
Samme adfærd, men to vidt forskellige løsningsmodeller tilpasset den enkelte hest. Jo bedre vi bliver til at lade hesten fortælle os om træningen virker, desto større en chancen for at vi ikke forsøger "at ride en død hest"..