User Rating: 0 / 5

Star inactiveStar inactiveStar inactiveStar inactiveStar inactive
 

Adfærd opfører sig ligesom os mennesker. Den fortsætter kun sin opførsel hvis den "får noget ud af det".. Når en adfærd bliver forstærket, altså belønnet, vil den vokse. Hvis den ikke bliver forstærket, eller den endda bliver straffet, vil den mindskes. Det er værd at vide, når du arbejder med din hest, så du kan tilrettelægge træningen efter at forstærke den ønskede adfærd. Denne artikel fokuserer på hvordan forstærkning og straf fungerer og uddyber forskellene på det der kaldes positiv og negativ hhv forstærkning og straf.

BBH forstaerk model

Forstærkning

 

Forstærkning skal forstås i ordets bogstaveligste forstand, som noget der forstærker en given adfærd. En forstærkning er det samme som en god konsekvens og vi bruger forskellige former for forstærkning, når vi skal betinge en adfærd. En forstærkning ØGER sandsynligheden for at hesten vil gentage adfærden. Der skelnes mellem positiv og negativ forstærkning som betyder at man enten tillægger noget (+ plus) ved positiv forstærkning eller fjerner noget (- minus) ved negativ forstærkning.

Negativ forstærkning:

En gængs misforståelse er, at negativ forstærkning er noget dårligt, men det er faktisk noget af det vi bruger allermest i kommunikationen med vores hest. Ved negativ forstærkning giver man en påvirkning i form af et pres og når hesten udfører den ønskede adfærd, forstærker man den adfærd ved at fjerne (minus) presset igen. Herved bliver hesten mere motiveret for at udføre den samme adfærd næste gang den mærker det samme pres. Hvis man vil have hesten til at rykke bagparten mod venstre, kan man lægge hånden på hestens bagpart på højre side og presse lidt. Når hesten tager et skridt mod venstre, fjerner man presset igen og forstærker derved adfærden. Hvis hesten derimod truede af dig med et bagben og du blev forskrækket og trådte tilbage, så var det trueadfærden der blev forstærket og dermed bliver det den mest sandsynlige adfærd, næste gang du lægger hånden på bagparten.

Vi bruger negativ forstærkning hele tiden. Klemmer med schenklerne og slipper igen når hesten går fremad. Tager i tøjlerne og giver efter når hesten bremser. Tager i trækketovet og slækker når hesten følger med osv osv. Negativ forstærkning er uhyre effektivt når vi timer presset og eftergiften, hvilket (desværre) også gælder i situationer hvor vi IKKE ønsker at forstærke, men kommer til det alligevel. Stejleadfærd er en typisk adfærd, hvor man let kommer til at forstærke hesten i adfærden, fordi det er svært at bibeholde et pres, mens hesten stejler.  

Det allervigtigste at huske om negativ forstærkning er:

Presset motiverer, men det er EFTERGIFTEN der træner responsen.

Man kan måske godt få hesten motiveret til at udføre en bestemt respons/adfærd via presset, men hvis man ikke husker at give efter, så har man ikke trænet responsen til at komme lettere og hurtigere næste gang, fordi adfærden ikke blev forstærket af eftergift. Ligeledes hvis man benytter et for højt pres (fysisk smerte) risikerer man at miste indlæringen i øvelsen og/eller at skabe et negativt CER. Når negativ forstærkning benyttes struktureret, konsekvent og venligt i indlæringen af forskellige kommandoer er det yderst effektivt og kommandoerne kan hurtigt forfines til meget lette påvirkninger, der fungerer som en slags ”stikord” til hesten mere end fysisk pres.

Positiv forstærkning:

Når man træner med positiv forstærkning så tilføjer man noget, eksempelvis en godbid eller klør hesten på halsen, for at forstærke en udført adfærd. Hvis man beder hesten stoppe, så tilføjer man en godbid når den stopper og forstærker dermed adfærden og gør det mere sandsynligt at hesten stopper næste gang. Man kan også bruge et "rose-ord" som positiv forstærkning, men det kræver en forudgående indlæring, så hesten forbinder ordet med noget rart.

Forskning har vist at kombinationen af negativ og positiv forstærkning er den mest effektive indlæringsmetode i hestetræning.

 

Straf

Hvor forstærkninger bruges til at øge sandsynligheden for en gentagelse af adfærd, så vil indførelsen af straf MINDSKE motivationen for at gentage en adfærd. Straf handler ikke om hvor hårdt eller hvor meget, da den kan påføres meget mildt, men definitionen er, at den ligger EFTER en adfærd, som en ubehagelig konsekvens der skal mindske sandsynligheden for at adfærden gentages.

For at straf skal være effektiv, skal den påføres umiddelbart efter adfærden, således at den let kan kobles til den ønskede adfærd.

Ligesom forstærkning, kan straf deles op i både negativ (-) og positiv (+) straf. Positiv straf, er den form for straf som de fleste mennesker forbinder med straf, mens negativ straf ikke er så bevidst anvendt og genkendeligt.

Negativ straf:

Som ved forstærkning, står negativ for, at man fjerner noget for at påvirke en bestemt adfærd. Hvis man klør en hest og den pludselig begynder at skrabe, så kan man holde op med at klø den, som en straf for den uønskede adfærd. Man har altså fjernet noget efter hesten begyndte at skrabe, for at mindske dens motivation for at skrabe igen. Hvis jeg kommer med hø og hesten kommer flyvende ud af boksen med gebisset forrest, så fjerner jeg høet for at mindske hestens motivation for at komme sur ud med hovedet igen. Hver gang jeg nærmer mig med høet og hesten bider ud, fjerner jeg høet igen, for at mindske sandsynligheden for at den gentager bideadfærden. Hvis jeg så samtidigt giver den høet når den er rolig og glad, så har jeg kombineret min negative straf af voldsom adfærd med positiv forstærkning af rolig adfærd ;-)

Man skal dog være meget opmærksom på hestens stressniveau og eventuel frustration hvis man benytter negativ straf, for hesten forstår ikke nødvendigvis tydeligt, hvad den straffes for og hvis der går længe før man når til den ønskede adfærd, der kan forstærkes, kan man risikere at frustartionen bliver så høj at hesten ikke længere er modtagelig for indlæring.

Positiv straf:

Denne form for straf er den vi almindeligvis forbinder med straf hvor man tilføjer noget, når hesten har udvist den uønskede adfærd. Hesten napper og får et dask over mulen. Hesten sparker og får et klask på måsen. Hesten refuserer og får et hak med sporerne.

Forskellen på straf og negativ forstærkning er, at negativ forstærkning fortæller hesten HVAD den skal gøre, mens straf fortæller hesten hvad den IKKE skal gøre!

Derfor er der åbent rum for en ganske stor fejlmargin når man benytter straf. Hvis hesten refuserer foran forhindringen og rytteren slår den med pisken, så kan det godt være at hesten opfatter, at det var ubehageligt at refusere, men det betyder jo ikke at den nu ved, at den så heller ikke må løbe udenom forhindringen i næste forsøg! Det er også positiv straf når hesten får stød på fold hegnet og det mindsker dens motivation for at komme tæt på hegnet igen, men i denne situation er hesten "fri" til selv at vælge andre muligheder/løsninger på folden, i modsætning til når den er i en træningssituation.

hestrefus

Eftersom hesten styrker sin kunnen hver eneste gang den gentager en adfærd, så kan det i enkelte tilfælde være nyttig at indføre en mild straf, for at mindske motivationen for en bestemt adfærd. På den måde kan man åbne op for muligheden for, at hesten begynder at interessere sig for om en anden adfærd kunne være potentielt tilfredsstillende for den. Det er dog vigtigt at huske at majoriteten af den adfærd vi ”normalt” straffer, opstår på basis af en konflikt hesten oplever. Hvis vi skal ”lægge låg” på en adfærd har vi samtidigt et stort ansvar for også at have fokus på at løse op for den konflikt, der ligger til grund for at adfærden er opstået i første omgang. Igen er det også langt mere effektivt at kombinere med forstærkning af den adfærd vi ønsker at se i stedet for.  

Det gælder i øvrigt for al struktureret træning, uanset hvilken metode vi benytter os af. Hvis vi har fremtrænet gode og velkonsoliderede responser, så kan vi risikere at de i nogle tilfælde ”overruler” en anden adfærd, som måske i virkeligheden er hestens måde at forsøge at kommunikere med os på. Derfor er det vigtigt hele tiden at se ”bag om” træningen og forsøge at aflæse hestens adfærd og være åben for de informationer hesten forsøger at give os.

Læs også Forskellen på positiv straf og negativ forstærkning

Share

Seneste Nyt

Gratis træning af din springhest i 3 dage

Ejer du en springhest og har du lyst til at få den trænet gratis i 3 dage, med fokus på at forbedre din hests springteknik?

Så er det måske din hest vi har brug for, når de basisinstruktører, som er igang med BBH Træner overbygningen, skal til eksamen i uge 28.

Read more...

fb Følg Blue Berry Hill på Facebook

Kursus

Kursus med Amanda Barton

06. - 07. juni 2017

Drømmer du om mere samhørighed med din hest?

Amanda Barton arbejder tålmodig og roligt med at forbedre samarbejdet mellem rytter og hest. Hun hjælper rytteren til at få styr på tankerne og få en afspændt krop. Derudover  viser hun hvordan hesten kan lære at holde fokus på sin rytter i stedet for på det der sker i dens omgivelser.

Read more...

Nyeste artikel

Sådan lærer hesten,- Forstærkning og straf

Adfærd opfører sig ligesom os mennesker. Den fortsætter kun sin opførsel hvis den "får noget ud af det".. Når en adfærd bliver forstærket, altså belønnet, vil den vokse. Hvis den ikke bliver forstærket, eller den endda bliver straffet, vil den mindskes. Det er værd at vide, når du arbejder med din hest, så du kan tilrettelægge træningen efter at forstærke den ønskede adfærd. Denne artikel fokuserer på hvordan forstærkning og straf fungerer og uddyber forskellene på det der kaldes positiv og negativ hhv forstærkning og straf.

Read more...