User Rating: 5 / 5

Star activeStar activeStar activeStar activeStar active
 

Grissepas, gangsalat, myldreben, og taktforvirring er bare nogle af de mange ord, jeg oplever, der bliver brugt når de islandske heste, har svært ved at finde den rene takt i en given gangart. Takt er vigtigt på alle hesteracer, både 3 gængere, 4 gængere og 5 gængere, fordi den rene takt indikerer at hesten arbejder symmetrisk og i balance.

Omvendt fortæller den urene takt os, om tab af balance, blokeringer, skævheder og spændinger i hestens krop. Og det er dette udgangspunkt jeg arbejder ud fra når jeg arbejder med islandske heste og deres ryttere. Jeg er ingen ekspert i hverken tölt, pas eller gangsætning, men jeg oplever, i praksis, hvordan fokus på at skabe en bedre balance i hesten, løsne blokeringer, aktivere hestens stabiliseringsmuskulatur og ligeudrette hesten, giver sig udslag i bedre og renere gangarter. Jeg oplever hvordan en forbedret afspænding og brug af overlinjen i trav er med til at skabe en rigtig god grundforudsætning for hesten, som senere gavner dens tölt.


På årets sommertræningslejr havde vi en deltager, Cecilie, som medbragte den skønneste 6 års islænder vallak Vidar, som var temmelig gangartsudfordret. Cecilie havde ønsket hjælp til at få ham til at bevæge sig bedre, mere villigt og mere flydende. Den første lektion på træningslejren er altid jordarbejde, så hestene lige får lov til at lande efter ankomsten og vi får givet dem en god oplevelse af stedet. Samtidigt giver det os mulighed for at observere deres mentale niveau og teste hvordan de responderer på signaler.

Vidar var skøn, tilstedeværende og meget meget villig, så der derfor var vi allerede der forberedt på, at vi skulle lede mere i fysikken end forståelsen, når Cecilie oplevede ham som uvillig til at gå frem med rytter.

DSC08712 2

I den første ridelektion trænede Cecilie først meget fokuseret på, at få en god fremadreaktion for en let schenkel anvisning og da det fungerede rigtig fint i skridten og kunne vi gå videre til traven.
Eller trav, var det på ingen måde... Vidar krappede sig af sted i en blanding mellem pas, tølt og indimellem galop på forbenene med noget travagtigt bevægele samtidigt i bagparten og for hver ca. 10- 15m. gik han i stå. Vi havde for en sikkerhedsskyld en dyrlæge til at gå ham igennem, som godkendte den fortsatte træning. Godt så,- udfordring sat i gang.

BALANCE
Noget af det vi er meget fokuserede på i BBH træning er, at skille det færdige ønskede billede ad i mange bittesmå delelementer, som vi så arbejder med isoleret, for til slut at samle det til et færdigt billede. Vores endemål med Cecilie og Vidar var at finde frem til traven, men det allerførste skridt, var at hjælpe Vidar til at finde balancen, for det var når han tabte balancen, at han gik i stå og det var manglende balance, der var en del af årsagen til at han ikke kunne trave. Heste er forskellige og nogle heste speeder op, når de taber balancen og så hjælper det kun lidt at træne stopsignal, man må i stedet hjælpe hesten til en bedre selvbalance. Og med Vidar, hjalp det kun lidt at træne fremsignal, fordi årsagen til at han stoppede op, lå i den tabte balance.

Derfor startede vi med at justere på Cecilies opstilling, så hun fik mere støtte i stigbøjlerne og mindre tyngde i sadlen. Basisinstruktør Sarah Gerding, arbejde med at få Cecilie rykket frem over benet, så hun fik mere selvopretholdelse og stakket sin krop mere lige ovenpå hinanden. På den måde, kan hun bære sig selv, og hun bliver hun lettere for Vidar at løfte og hun sidder mere stille i det samme centrerede tyngdepunkt. Det gør det både lettere for ham at finde en balance i sit eget tyngdepunkt OG sikrer at Cecilie er mere stabil i midten når hesten skifter sit tyngdepunkt og på den måde kan hun hurtigere guide ham tilbage til det centrerede tyngdepunkt.
Yderligere var der den fordel, at Cecilies vægt kom lidt længere frem i sadlen, som var lige det længste til Vidar OG at Cecilie havde en ret god balance, da der på et tidspunkt kom lidt spændingsbukkespring i galoppen.. ;-)

Vidar buk

Cecilie sidder i rigtig fin balance i det lette sæde, mens Vidar lægger an til bukkespring


Vi lod Vidar om at vælge den benflytning han selv fandt bedst og så fokuserede vi på at få bevægelsen til at flyde, uden at han stoppede brat op. Det gjorde vi ved at Cecilie sad meget meget stille i sit eget tyngdepunkt, hele tiden holdt blikket oppe og det mentale fokus fremme, samtidigt med at hun red så bløde buer og flade sving som muligt. Hvis Vidar skulle dreje for skarpt eller hjælpen blev for står, så røg han ud af balance og stoppede op så jo bedre Cecilie kunne praktisere "go with the flow" og holde sig i midten af tyngdepunktet, desto længere stykker uafbrudt bevægelse, fik de ud af det. Den forbedrede balance gav allerede en effekt på gangarten, selvom den stadig var ganske "gakket".

Vidar balance

Vidar og Cecilie har fundet en virkelig god "fælles selvbalance" og et godt flow i bevægelse. Vidar er positiv og selvgående og Cecilie fokuseret og mere centreret, så selvom gangarten stadig er helt uregelmæssig, så er det et vigtigt indledende skridt på vej mod målet om en rigtig trav.


BENFLYTNING
For at få en bedre idé om hvor der skal sættes ind på fysikken, er det vigtigt at dykke ned i benflytningen for de forskellige gangarter og se på hvordan selve mekanikken i bevægelsen er. Hvilke ben, har hvilke "opgaver" i en given gangart.


Skridt, er en 4-taktet gangart, hvor hesten flytter ét ben ad gangen og hele tiden har enten to eller 3 ben i jorden og der er ikke noget svævemoment. Fordi hesten hele tiden har flere ben i jorden, er skridten oftest der, hvor hesten har lettest ved at holde balancen. Når der kommer uorden i skridt, er det oftest grundet en spændt rygmuskulatur, der ikke giver hesten mulighed for at flytte hver ben for sig, men i stedet giver en pasagtig bevægelse, hvor både forben og bagben på den samme side, flytter sig samtidigt. Du kan sammenligne det med, at den gode skridt er ligesom når du går med løse svingende arme og de svinger modsat dine ben. Hvis du spænder og får dine arme til at svinge fremad i samme side som dit ben, så minder det om den pasagtige skridt.

Trav, er en totaktet bevægelse, hvor hestens benpar følges ad diagonalt, således at højre forben følges med venstre bagben og omvendt. Mellem skridtene har hesten et svævemoment hvor alle 4 ben er løftet fra jorden og derfor kræver traven, både at hesten har fleksibilitet til at føre bagbenene ind under kroppen, kræfter til afskub i bagbenene, balance i kroppen til at holde sig i svævemomentet, symmetri i kroppen til at benene kan følges ensartet ad og affjedring i forparten til at absorbere nedslaget. Bortset fra et kraftigt afskub, manglede Vidar alle de andre elementer og kunne derfor ikke finde traven.

Jeg oplever jævnligt, at manglende fremadmotivation i ridningen og manglende afskub i trav, har rod i en ømhed i forbenene, som gør at hesten undgår svævemomentet. Hvis det er tilfældet, så vil man også opleve modstand på galoppen og på den front, gav Vidar os ret klar besked om at han gerne bevæger sig fremad, når det bare ikke er i trav. Cecilie har ikke galopperet så meget fordi, Vidar hele tiden gik i stå og havde modstand på schenklen, men nu hvor Cecilie havde fået skabt et godt flow og han var helt let for schenklen, var det oplagt at prøve med galoppen..

Du kan læse meget mere om galoppen i denne artikel HER.

Vidar har nogle fremragende elementer og momenter i sin galop. Langt bedre balance end forventet, rigeligt afskub og opadbakke tendens og fin fremaddrift.

Vidar galop nice
Dejligt positivt udtryk på Vidar i galoppen og Cecilie meget bevidst langt fremme i overkroppen for at aflaste den bagerste del af Vidars ryg.


Der hvor det kniber. er i fasen med fremføringen af bagbenene, som også er det der spærrer for traven.
Han spreder sin bagben rigtig meget både i trav og i fremføringsfasen af galoppen og derfor valgte vi at dykke dybere ned i fysikken og især området omkring bagben, lænd og hofteled og lavede strækøvelser og mobiliseringsøvelser på staldgangen og på ridebanen som en del af opvarmningen.

Vidar galop fremføring
Uorden i benflytningen og man kan fornemme hvordan indvendige bagben bliver svinget ind mod midten, istedet for at blive ført frem under hesten


MOBILISERING
Vi startede med en helt simpel mobiliseringsøvelse for hofteleddet, hvor bagbenet løftes som ved hovrensning og derefter føres langsomt og blidt rundt i små cirkler på ca. 8-10 cm. Både med og moduret. Disse øvelser, kan laves både med benet ført let bagud for hesten eller med benet ført frem under hesten,- både lige frem og skråt ind under maven. Til at starte med reagerede Vidar med stor modstand på disse øvelser og det giver jo rigtig god mening, at når hesten ikke kan føre bagbenet langsomt og blidt ind under sig i et guidet stræk på staldgangen, så bliver det ekstra svært på ridebanen i fuld bevægelse med en rytter på ryggen. Cecilie var derfor rigtig flittig med disse øvelser, mest for bagparten, men også tilsvarende mobiliserings cirkler med skuldrene, hvor forbenet holdes som ved hovrensning og der holdes en hånd under knæet og støtter benet rundt i de små blide cirkler.
Du kan se mere om mobiliserings øvelser og strækøvelser i indslaget fra Basisinstruktør Sanna Lambers i julekalenderen HER.


Derudover så lagde vi også nogle overtrædningsøvelser for hånd ind, til hver lektion inden Cecilie steg i sadlen.
Det var ikke hverken schenkelvigning eller versade, men bare nogle enkelte skridt på en cirkelvolte hvor bagparten sendes udenfor sporet. Vidar tog hver gang et stort skridt væk fra sin krop med det udvendige bagben ( nemt for ham, fordi han går med så spredte bagben) men havde rigtig svært ved at krydse det indvendige bagben ind foran det udvendige.. Når vi kombinerede med mobiliseringscirklerne – som han i øvrigt blev bedre og bedre til, og mere positiv omkring, for hver dag der gik- fik vi lidt mere overtrædning og det var helt klart med til at løsne hans krop og skabe bedre mulighed for at finde travbevægelsen, hvor bagbenene kunne følges med forbenene. Vi arbejde ham også i longe, hvor han havde mulighed for at koordinere og balancere sin krop uden at skulle bære rytter og kombinationer af pauser med mobiliseringsøvelser og stræk, løsnede tydeligt hans overlinje og sendte ham tættere og tættere på traven.

BOMARBEJDE
For hver træningssession, blev Vidar blødere, mere villig og tilpas at se på og samtidigt kom vi nærmere og nærmere en "rigtig trav" med rytter. Da vi mod slutningen af ugen ikke længere følte, at der var modstand eller blokering i hans krop, besluttede vi os for at supplere træningen med nogle bomme. Vi arbejde først med dem i skridt og det fjernede den sidste lille bitte rest af pas-tendens, der var i skridten ved starten af ugen. Når hesten skridter over 2 eller flere bomme, bliver den nødt til at flytte benene, så det passer til afstandene og når den ikke lige kan sætte et ben i jorden, opmuntrer man den nye/ønskede bevægelse. Her er det dog vigtigt at bemærke at hesten skal være mentalt afspændt omkring bomøvelsen og have fysisk mulighed for at kunne udføre opgaven.

Vi fortsatte øvelsen over i traven med en række af bomme, der gradvist blev bygget længere og længere..
Her fandt Vidar endelig langt om længe en travbevægelse. Det var interessant at se hvordan han selv søgte ned gennem bommene og nærmest fandt sin egen ro i løsningen af opgaven. Cecilies opgave var at balancere sig bedst muligt og så ellers forstyrre ham så lidt som muligt.. Bommene hjalp ham til at afprøve det nye bevægemønster og det var interessant at se hvordan det ikke var fysisk svært (altså som at kroppen ikke kunne) men mere koordineringsmæssigt svært (at kroppen ikke har prøvet det og åbnet de rigtige nervebaner).  Et par gange fandt han koordineringen og så holdt han også en travbevægelse et lille stykke efter bommene.
Det blev endnu ikke en helt rentaktet trav ( som man kan se på billederne) men dog en travbvægelse, som også helt naturligt sendte Cecilie op i letridning, noget der er helt umuligt i blandingsgangarten, som han lagde ud med..

Vidar bomme

Cecilie finder letridningen så snart Vidar finder travrytmen på bommene

Vidar letridning
Fremadrettet er det tiden og gentagelser, samt den fysiske balancering og løsgøring af Vidars krop, der skal være med til at stabilisere travbevægelsen for Vidar.
Det var virkelig inspirerende at arbejde med Cecilie og Vidar. Både fordi han er en skøn hest og Cecilie var top dedikeret til indsatsen, og især fordi vi,- for at kunne lykkes, virkelig måtte sætte ind på alle områder af træningen.


Vi havde brug for at kombinere alt hvad BBH træning indeholder i form af:
Rytterens mindset og fokus
Rytterens opstilling, balance og timing
Hestens forståelse for indlæring af signalerne
Hestens fysik og biomekanik, herunder vaner og aktive/inaktive neurobaner
Management og udstyr (en lidt kortere sadel vil være at foretrække)
Mobilisering, stræk og fleksibilitet i hestens krop og jordarbejde

Læs mere om BBH træningsfilosofi HER.

Share

Seneste Nyt

Gratis træning af din springhest i 3 dage

Ejer du en springhest og har du lyst til at få den trænet gratis i 3 dage, med fokus på at forbedre din hests springteknik?

Så er det måske din hest vi har brug for, når de basisinstruktører, som er igang med BBH Træner overbygningen, skal til eksamen i uge 28.

Read more...

fb Følg Blue Berry Hill på Facebook

Kursus

Kursus med Amanda Barton

06. - 07. juni 2017

Drømmer du om mere samhørighed med din hest?

Amanda Barton arbejder tålmodig og roligt med at forbedre samarbejdet mellem rytter og hest. Hun hjælper rytteren til at få styr på tankerne og få en afspændt krop. Derudover  viser hun hvordan hesten kan lære at holde fokus på sin rytter i stedet for på det der sker i dens omgivelser.

Read more...

Nyeste artikel

Gakkede gangarter, benflytning og balance

Grissepas, gangsalat, myldreben, og taktforvirring er bare nogle af de mange ord, jeg oplever, der bliver brugt når de islandske heste, har svært ved at finde den rene takt i en given gangart. Takt er vigtigt på alle hesteracer, både 3 gængere, 4 gængere og 5 gængere, fordi den rene takt indikerer at hesten arbejder symmetrisk og i balance.

Read more...